Massagens historie

Historien om massage starter mange år tilbage. Faktisk har massage været praktiseret gennem flere tusinde år, hvor befolkningen instinktivt har forsøgt at gnide det onde væk. I dag er virkningerne veldokumenterede og viser klart, at massage er godt for os, da den gør os både roligere, sundere og gladere. Her kan du læse de vigtigste begivenheder gennem massagens historie. 

Østens middel mod sygdom

Massage har altid i større grad været anvendt i forbindelse med sygdom i Østen frem for Vesten. Historien om massage starter derfor i det gamle Kina. De tidligste henvisninger til massage findes i kinesiske medicinske tekster, som er dateret helt tilbage til 2600-tallet f. Kr. Her ses blandt andet billeder af gudinder, der masserer gudens fødder. I løbet af 2500-tallet f. Kr. begynder henvisninger og virkninger for alvor at optræde i litteraturen hos ægyptiske, persiske og japanske læger som en del af det medicinske behandlingsspektrum.

En del af lægevidenskaben – Romerriget

Omkring 600-tallet f. Kr. bliver massage for alvor en del af lægevidenskaben. For oldtidens romerske og græske læger var massage et af de vigtigste midler til helbredelse af sygdom. Det beskrives i Homers Odýsse, hvordan krigshelte masseres med olier for at genvinde kræfter efter kamp.

Medicinens fader, Hippocrates, skrev at “lægen må have forstand på mange ting, men under alle omstændigheder på at massere, for ved massage kan han stramme et led, som er for løst og løsne et led, som er for stramt”.

Efter Roms fald skete der få medicinske fremskridt i Europa, og det blev her overladt til araberne at udvikle den medicinske lære. Her skrev den arabiske filosof og læge Avicenna i 1000-tallet om massagens helbredsstyrkende egenskaber i forhold til at sprede de affaldsstoffer, som ikke allerede ved fysisk aktivitet var blevet udskilt fra musklerne.

Middelalderen

Moderne sportsmassage

Moderne sportsmassage udført af en professionel massør.

I Europa hørte man ikke meget om massage før i 1500-tallet, hvor interessen blev vagt af den franske læge Ambroise Páre. Grunden til at massage først for alvor kom til Europa så sent menes at være pga. foragten for kødets lyst, der især var dominerende i middelalderen. Da den vestlige kultur forlod den græsk-romerske formindskes båndene mellem det medicinske og massage, og i middelalderen blev massage kun udført som en del af folkemedicinen, hvilket gav større adskillelse fra naturvidenskaben.
I England blev kvinder desuden lokket ind til byerne for at arbejde som massører på massageklinikker, som dog viste sig at være bordeller. Det medførte, at massage blev synonym med prostitution i middelalderen.

Klassisk massage

I starten af 1800-tallet begyndte man for alvor at anvende massage i Europa, da svenskeren Per Henrik Ling udviklede et system, som byggede på viden omkring gymnastik og fysiologi med romerske, græske og kinesiske teknikker. Teknikken kendes i dag som klassisk massage eller Swedish massage, som blev en del af det medicinske miljø. Brugen af massage bredte sig hurtigt og i 1813 åbnede desuden den første læreanstalt med undervisning omkring massage i Sverige.

Nutidens massage

Op igennem 1960’erne og 1970’erne begyndte tilhængere i højere grad at betragte massage, som et middel til fremme af personlig vækst og en del af folkemedicinen. Sammenhængen med det medicinske miljø blev mindre og en del af håndværket gik i glemmebogen.

Det generelle opsving for alternativ behandling har dog været med til at lægge fokus på massage, således at der blev gennemført flere forskningsprojekter, som har ført til, at massage i dag anvendes som almindelig støtteterapi og som en del af lægevidenskaben. 

Ønsker du at vide mere omkring historien om massage, kan du altid kontakte Massay.

 

Kilde: “Idrætsmassage – Danmarks idræts-forbund – 2005”
Kilde: “Hjemmemassage – Wendy Kavanagh – 2003”
Kilde “Massage udførelse og virkning i videnskabeligt perspektiv – Berit Heir Bunkan, Cathrine Mellbye Schultz – 2010”
Kilde: “Politikens bog om massage – Bettina Bay og Arne H. Christensen – 2006”
Kilde: “Politikens massage bog – lucy lidell – 1991”